Regionshospitalet Gødstrup kan nu røntgenfotografere i stereo

01.02.2022

Om få uger slår det nye sygehus i Gødstrup dørene op for patienter. Allerede nu står røntgensystemet Adora RSA klar til at tage røntgenbilleder i stereo. Stereorøntgen bruges fx til kontrol af ortopædiske implantater i knæ og hofter.

På billedet lægger røntgentekniker Henrik Poulsen sidste hånd på installationen af Adora RSA i Gødstrup.

Adora RSA er klar til radiograferne i Gødstrup

Alt gik efter planen, da vi skulle flytte en Adora RSA fra Regionshospitalet Holstebro til Regionshospitalet Gødstrup. Det var en opgave for 3 røntgenteknikere at få systemet pakket ned og installeret i nye rammer på røntgenafdelingen i Gødstrup. 

Radiograferne i Gødstrup kan nu tage det avancerede stereorøntgensystem i brug. De, der tidligere har arbejdet med systemet i Holstebro, vil opdage, at systemet har fået et facelift og en softwareopgradering.

1 ton røntgenudstyr hænger i loftet

Udstyret kan tage to simultane røntgenbilleder fra forskellige vinkler. Derfor er der to af alt; to røntgenrør, to generatorer, to PC’er og en enorm mængde kabler. I Holstebro blev alt mærket op med rød og blå farvekode, så det var let at identificere, hvilke kabler der hørte til hvilke enheder.

I Gødstrup blev udstyret kørt ind via ambulanceindgangen, der ligger i samme niveau som røntgenafdelingen. I det nye rum blev udstyret pakket ud og hejst op til loftet. Her var der i forvejen installeret forstærkning til det 1 ton tunge udstyr. 

Installationen var klaret på under to uger

Da alle dele var installeret og korrekt forbundet testede teknikerne systemet igennem og foretog den modtagekontrol, der er en forudsætning for at flytningen af udstyret kan blive anmeldt til Sundhedsstyrelsens sektion for strålebeskyttelse.

Installationen tog knap to uger inkl. facelift og opgradering.

Når udstyret ikke skal bruges til at tage de specielle stereobilleder, kan det bruges til konventionelle røntgenbilleder og også gennemlysning.

Vi ønsker Regionshospitalet Gødstrup held og lykke med åbningen.

Se hvordan vi har hjulpet andre kunder

Tilbage

keyboard_arrow_up